Født 26 april 1940
Død 6 februar 1995

I dag er det 17 år siden at jeg mistede min far. Han blev kun 55 år gammel…

Han havde været syg et stykke tid, men jeg havde ikke regnet med at han ville forlade denne verden så tidligt.

Tiden der er gået kommer aldrig igen. 

Jeg fortryder den dag i dag, at jeg ikke havde ret meget kontakt med min far i månederne frem til hans død, men det var mit valg dengang. Vi havde vores uoverensstemmelser, var begge stædige.

– Der var så meget jeg gerne ville have sagt dengang og endnu mere den dag i dag. Men jeg snakker med ham i det stille … For mig er han her stadig.

Der var et par år hvor jeg ikke rigtig kunne tilgive ham for, at “lade mig stikken” og bare give op og dø. Jeg havde brug for en far …

I dag har jeg sluttet fred, tilgivet og accepteret.

Et ordsprog siger ” Tiden læger alle sår” – måske er det sandt, men savnet og tomheden vil altid være der …

For mig er det endnu mere vigtigt den dag i dag, at få sagt og vist hvad jeg føler og tænker – få gjort det jeg gerne vil og ikke vente.

Ikke gå og bære nag, ikke gå sur i seng, men at være glad og taknemmelig over den tid vi har. Huske at folk i øjnene, være i nuet. Give kys og knus med inderlighed – skrotte de flygtige tantekys og halvhjertede knus.

Giv dig tid til at sige goddag og farvel.

Hvem ved om der er en ” i morgen” – hvem ved om i ses igen ?

Elsker dig far …

Der er så meget vi skal nå hver eneste dag, at vi glemmer det vigtigste: At være i nuet, at leve !