by pip on December 27, 2010

Jeg elsker julen. Jeg elsker at pynte op tidligt i december, lave dekorationer og pynte juletræ. De mørke aftener med masser af levende lys og ild i pejsen. Jeg nyder duften af manderiner, gran og flæskesteg i ovnen. Glögg og æbleskriver. Kalendergaver til Mille, julekalender og masser af gaver – store og små. Uhh jeg kunne blive ved🙂

Jeg husker tydeligt december måned for 2 år siden. December plejer at være den hyggeligste måned at gå i møde. Der bliver pyntet op, lavet knas og hygget – men d 2 december 2008 mistede vi farfar  ( min svigerfar ).

Som lyn fra en klar himmel faldt han om i sit elskede barndomshjem i Breth og vågnede aldrig igen.  Vi plejede at holde jul sammen i Breth, men i stedet var det et sidste farvel. Dét år var julen tung at komme igennem.

Farfar var ikke som folk var flest. Han var en ener. Han sagde tingene ligeud og gjorde hvad der passede ham.. og jeg elskede ham for det ♥ Jeg savner ham rigtig meget og tænker på ham næsten dagligt.

December 2008 var også det år, hvor jeg stod i stuen ved juletræet – i gang med at pynte det og hvor tårerne frit frit fald.Det hele blev lidt for meget.Ikke nok med at vi mistede farfar. Vi mistede også vores lille baby.

Vi havde været ufrivillig barnløse i over 4 år og trods hjælp, havde vi endnu ikke haft heldet med os. Kun en masse forsøg og bristede håb.

Jeg sagde til Kenneth, at 2008 skulle F være det sidste år, hvor jeg ikke kunne kalde mig selv for mor … nu måtte tingene vende !

Sidste år i december 2009, stod jeg igen foran juletræet i al sin pragt og dér var det ikke kun træet der strålede – det gjorde jeg også. Vi havde netop fået at vide at vi ventede os. Det var en helt ubeskrivelig følelse. Dét år føltes julen varm og kærlig igen.

År 2010 har også givet os nogle knubs på flere punkter, men vi har en god lille familie der støtter op om og hjælper hinanden … og hvor er jeg taknemmelig  for det! Det betyder så utrolig meget.

I år når træet snart skal pyntes igen, vil jeg stå foran det som MOR ! Jeg glæder mig som et lille barn🙂   I år bliver det min bedste jul nogensinde. Pakkerne er ikke så store under træet i år, men jeg har nok fået den største og dyrebareste gave alligevel. Pakken var undervejs sidste år i december og blev leveret i juli. Vores lille dreng Milo er nok den største gave jeg nogensinde vil kunne få ♥